'Jeg siger til mit eget parti, at dette er den sidste chance for at ændre kurs', siger Burnham i sin sejrstale.
Det var en meget glad Andy Burnham, der for kort tid siden kunne holde sin vindertale. (Foto: © Adam Vaughan, EPA/Ritzau Scanpix)
Borgmesteren i Greater Manchester, Andy Burnham, vender tilbage til det britiske parlament efter at have vundet et valg i det nordlige England fredag.
Sejren fjerner en væsentlig hindring for, at han kan udfordre premierminister Keir Starmer om lederskabet af Labour-partiet.
Burnham, som af mange betragtes som den mest sandsynlige kandidat til at efterfølge Starmer som leder af Labour, vandt mandatet i valgkredsen Makerfield.
- Resultatet vil føre til et land, der fungerer retfærdigt for alle, siger Burnham.
Andy Burnham har i en årrække tidligere siddet parlamentet, og Politico beskriver ham som et af Labours mest erfarne parlamentsmedlemmer, da han i 2016 forlod det for at stille op som borgmesterkandidat i Greater Manchester. (Foto: © Temilade Adelaja, Reuters/Ritzau Scanpix)
Klar til opgør
Burnham er borgmester i Greater Manchester og kendt under tilnavnet 'Kongen af Nord'.
Han vandt valget med 24.927 stemmer, mens kandidaten fra Reform UK, det populistiske parti ledet af Nigel Farage, blev nummer to med 15.696 stemmer, skriver Reuters.
Sejren betyder, at Burnham nu vil kunne udløse - eller i det mindste deltage i - et opgør om at erstatte Starmer, der kæmper med nogle af de dårligste popularitetstal for en britisk regeringsleder nogensinde. Det afgørende spørgsmål er dog, hvornår og hvordan Burnham vil gøre det.
– Jeg siger til mit eget parti, at dette er den sidste chance for at ændre kurs. Der kommer ikke en ny chance, siger Burnham i sin sejrstale.
Labour-politikeren forklarer, at han er blevet mødt af mange folk, der ønsker forandringer i Labour.
- Vi er nødt til at lytte til det, vi er nødt til at handle på det, og vi er nødt til at få det gjort rigtigt, siger Burnham i talen.
Du kan høre et uddrag af Burnhams vindertale her. Bemærk den er ikke tekstet.
Starmer vil tage kampen op
Omkring en fjerdedel af Starmers parlamentsmedlemmer har opfordret ham til at gå af, siden hans parti led store nederlag ved lokalvalgene i sidste måned, mens højtstående kolleger, herunder forsvars- og sundhedsministeren, i de seneste uger er trådt tilbage på grund af hans lederskab.
Starmer sagde sidste uge, at han vil stille op i enhver kamp om lederskabet, og advarede sit parti om det potentielle "kaos" ved et muligt bittert og splittende formandsvalg, skriver Reuters.
Der kan udskrives kampvalg til formandsposten i Labour, hvis mindst 20 procent af arbejderpartiets medlemmer i det britiske parlament giver udtryk for, at de støtter en modkandidat til den siddende formand.
Hvis Starmer bliver væltet, vil Storbritannien få sin syvende premierminister på omkring et årti.
Efter sin sejrstale sagde Burnham til de fremmødte journalister, at hans første handling som nyvalgt parlamentsmedlem ville være at tage ud og få en pint øl.
Read the full article at DR Nyheder →